Mandagstip: Kom ud mens det er lyst

Mandagstip

Efteråret er over os, vi er tilbage til vintertid og dagene er blevet mørkere. Det gælder om at udnytte de lyse timer der er til rådighed i løbet af dagen. Og lyset nyder du bedst af udendørs.

Her er nogle forslag til hvordan du udnytter de lyse timer bedst muligt.

1

Når frokostpausen nærmer sig, så planlæg fx at få lidt frisk luft udenfor efter frokosten. Det kan være en lille gåtur rundt om bygningen, blokken, parkeringspladsen eller hvad du lige har i nærheden. Har du mulighed for det, så tag gerne en kollega med på turen – både for selskabets skyld, og så er det en super måde at lære dine kollegaer bedre at kende.

2

Har du et en-til-en møde i løbet af dagen, kan det måske afholdes mens i går en tur udenfor? Det samme hvis du har planlagt et telefonmøde – brug et headset, tag frakken og måske paraplyen med, og tal udenfor. Vær forberedt på lidt ekstra opmærksomhed fra dem du passerer – især hvis du taler med masser af kropssprog. :-)

3

Hvis du har mulighed for det, kan du fortsætte med at cykle til og fra arbejde. Ja, det bliver koldere, og chancerne for regn er også større end om sommeren så invester i noget godt regntøj, og få lidt ekstra frisk luft.

Frisk luft, bevægelse og nye omgivelser for en stund resulterer ofte i at du vender tilbage til dagens arbejde med fornyet energi og er meget friskere til at løse de opgaver der venter resten af dagen. Så rigtig god fornøjelse med at komme udenfor mens det er lyst.

Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores mandagstips her eller køb bogen 52 Glade Mandage i Arbejdsglædeshoppen.

Skrevet af Patricia

Patricia spreder arbejdsglæde 'backstage' og holder styr på de administrative opgaver i Arbejdsglæde nu.

Skriv en kommentar