Det lyder næsten for let – men det virker! Denne uges mission er, på et passende tidspunkt i løbet af dagen, at spørge en kollega om hans eller hendes bedste ferie nogensinde. Lyt til svaret, og kom gerne med nogle opfølgende spørgsmål som eksempelvis:
- Hvad kunne du lide ved den?
- Hvad var det bedste ved ferien?
- Hvordan kunne familien lide ferien (hvis familien var med)?
Det er en rigtig god måde at komme i snak med folk på. Især fordi alle har ferie af og til og alle brænder for deres ferie, og bruger tid og kræfter på at planlægge den, så det bliver en god oplevelse.
Hvorfor skulle dette gøre en forskel? Arbejdsglæde handler meget om gode relationer mellem mennesker på arbejdspladsen – og gerne af dybere karakter end blot chef/ansat eller imellem kolleger. Det er svært at opnå gode relationer hvis man aldrig taler om andet end arbejde og de opgaver der skal løses, og de bedste oplevelser kommer selvsagt når snakken går og det er de gode oplevelser der bliver talt om.
Desværre bliver snakken over frokosten ofte til brok om vejret, politik eller pendlerturen, og det er der ikke så meget arbejdsglæde i.
Så hvad er din bedste ferie nogensinde? :-)
Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores mandagstips her.