Hurra, der er krise

Min næste bog udkommer 14. maj på Gads Forlag, og jeg har lige set designet til forsiden for første gang:

Hurra, der er krise - Alexander Kjerulf

Temaet for bogen bliver arbejdsglæde i krisetider… jeg ved ikke lige, hvor den ide er kommet fra :o)

Bogen retter sig mod alle virksomheder i krise – hvad enten det er recessionen der kradser, store forandringsprojekter, interne konflikter, fusioner eller andet.

Bogen har tre centrale påstande:
1: Det er muligt at skabe arbejdsglæde, også i virksomheder i krise.
Selvfølgelig er det nemmere, når alt går fantastisk, men faktisk kan en krise være en fremragende baggrund til at skabe arbejdsglæde – hvis man kan skabe en stemning af kampånd og optimisme. Hvis ikke, ender virksomheden ofte i et sort hul, hvor dagligdagen præges af opgivelse, kynisme og egoisme.

2: Meget af det virksomheder normalt gør i krisetider virker ikke.
Der er nogle helt banale fejl, som ledere og virksomheder begår, som man skal undgå, fordi de ødelægger arbejdsglæden og dermed skader virksomhedens evne til at komme ud af krisen.

3: Den bedste vej ud af krisen er mere arbejdsglæde.
Netop når krisen kradser, har virksomheden brug for, at alle yder deres bedste – og det gør vi, når vi har arbejdsglæde. Glade mennesker er mere kreative, er mere effektive, yder bedre kundeservice, er mere åbne overfor nye ideer og lærer hurtigere. Omvendt er mennesker i krisestemning mere lukkede, mere opfarende, mere kortsynede og træffer dårligere beslutninger.

Bogen kan allerede nu forudbestilles fra forlaget – klik her.

Skrevet af alexander

Alexander stiftede Arbejdsglæde nu i 2003 og er en af verdens førende eksperter i emnet. Han har skrevet 5 bøger om arbejdsglæde og holdt hundredevis af foredrag i næsten 50 lande.

Skriv en kommentar