Næsten alle arbejdspladser har dem: En lille hård kerne af brokhoveder som aldrig er tilfredse, altid brokker sig, og som kun kan se problemer i alting.
Nogle gange finder de endda sammen og danner deres egen lille selvforstærkende klike. Indenfor murene i den gruppe kan man så bekræfte hinanden i, at alting er ved at gå ad H… til, at alle andre er nogle fjolser og at dem der ikke kan se det, må være jubelglade optimister.
Det er ofte mennesker, som har været i virksomheden længe. Det er ofte folk som har indgående kendskab til deres fagområde og kender virksomheden ud og ind. Det er ofte folk med en stærk personlighed, og gode evner til at påvirke alle omkring dem.
Det er med andre ord mennesker med kompetencer og en personlighed som burde være til gavn for firmaet, men som har fokuseret dem negativt. I stedet for at hjælpe kollegerne, holder de på deres egen viden. I stedet for at arbejde konstruktivt for at udvikle firmaet udpeger de højlydt alle fejl og mangler. I stedet for at inspirere, udvikle og støtte deres kolleger bruger de deres energi på at nedgøre, isolere og sprede rygter om om andre.
Disse mennesker har ikke aktivt sat sig for at ødelægge andres arbejdsglæde og de er som regel slet ikke opmærksomme på den negative virkning de har. Men det ændrer ikke ved det faktum, at deres adfærd skader både klimaet og virksomhedens resultater.
Jeg har set alt for mange ledere se stiltiende til, mens den type negativ adfærd accelererer. Og her er problemet: Adfærd som ses af ledelsen, men ikke bremses, bliver de facto legal.
Derfor skal du som leder skride ind. Det skylder du ikke bare dig selv og virksomheden – det skylder du også dine ansatte.
Hal Rosenbluth, tidligere direktør for Rosenbluth International, et amerikansk rejsebureau med 6000 ansatte havde en politik om at sætte sine ansatte først. Det har han beskrevet i sin fantastiske bog “Put the Customer Second”. I et af bogens mest interessante kapitler stiller han spørgsmålet: “Hvis en virksomhed sætter de ansattes trivsel i højsædet, hvordan kan man så nogensinde fyre nogen?”
Ikke overraskende har han svar på rede hånd: Hvis man virkelig mener medarbejdertilfredshed alvorligt, har man en forbandet pligt til at skaffe sig af med de ansatte som ikke passer ind, som ikke er glade for at være der og som ikke leverer varen.
Du gør ingen en tjeneste ved at lade en ansat blive i et job hvor han ikke er glad og aldrig bliver det. Bare én utilpasset, underperformende medarbejder kan trække en hel afdeling ned. Alle skal løbe lidt hurtigere for at nå arbejdet samtidigt med at personens dårlige humør smitter af på alle andre. For arbejdsglæde smitter, og undersøgelser viser desværre, at manglende arbejdsglæde smitter mest.
Selv hvis den utilfredse er stjernedygtig til sit arbejde har man et problem. Der er en klar sammenhæng mellem arbejdsglæde og produktivitet, og selv hvis et brokhoved performer fremragende selv, kan et ikke opveje det faktum, at han tager arbejdsglæden fra alle omkring ham, så de når mindre.
Du gør ikke engang den sure ansatte selv en tjeneste, ved at lade ham blive ved. Ryan, en IT-leder fra Irland fortalte mig denne historie: “Min største fejl som leder var, at bruge måneder på at prøve at finde en ny position til en medarbejder som ikke var glad og ikke performede. Det var en kæmpe lærestreg for mig. Da jeg fyrede ham steg arbejdsglæden OG effektiviteten i teamet. Og han endte i et bedre job, hvor han nu er glad. Det viste sig, at han var lettet og taknemmelig for at komme videre.”
Du skal som leder selvfølgelig først på at prøve at hjælpe utilfredse ansatte, og du må aldrig bruge dette som en undskyldning til at skaffe dig af med de medarbejdere, som giver upopulært men konstruktivt modspil.
Men du har en ledelsesmæssig pligt til, at sørge for, at sikre høj arbejdsglæde og gode resultater. Og det betyder i sidste ende, at medarbejdere som ikke har arbejdsglæde og aldrig får det, skal ud.
Denne artikel blev oprindelig bragt som en kommentar i Jyllandspostens Erhvervssektion tirsdag d. 6/5 2008.
Jeg er ved at læse din bog, og det er spændende. Jeg ved meget af det du beskriver er rigtig, det har jeg vidst i mange år. Jeg er ansat i hjemmeplejen, som ganske almindelig hjemmehjælper, og kommer til dem, der allermest trænger til et smil og lidt godt humør. Der er bare ikke så meget at være glad for mere…så det er godt nok svært. Al det der gav jobbet lidt glad indhold, er givet til frivillige hattedamer. De gør det i allerbedste mening og uden dem blev det nok slet ikke udført. Selv i denne strejke er der snakket mest om penge, for god løn giver anderkendelse??? Jeg ved det ikke, måske et smil igen, ting der lykkedes, ikke så stramme rammer, rum til at gøre ting på en ny måde, være mere menneskelig osv osv, det ville give arbejdsglæde til mig. Selvfølgelig også en løn, der er til at leve af…vi har bare mange måder at leve på. Jeg er blevet en halvgammel kone, som har arbejdet med mennesker hele mit arbejdsliv. Jeg har altid vist, at det blev jeg ikke rig af..så derfor bor jeg ikke i hus til mange millioner, har to nye biler, sommerhus, 2-3 udenlands rejser om året . Det har engang været et godt job, med flere glade “kunder” for de ældre og syge er vel en “slags kunder”?? Det er da det jeg får løn for.
Bare jeg nu ikke er en af “de sure”, men det tror jeg bestemt ikke.
Jeg har mange af de ting du skriver, mange års erfaring ( jeg elsker at have elever..de spørger så godt). Ved hvad og hvordan jeg skal lave mit arbejde, men elsker at prøve noget nyt.