Tips

En glad dag - 5 tips til arbejdsglæden

5 tips til arbejdsglæden

Arbejdsglæde handler ikke så meget om, hvad vi har – eller hvad vi gerne vil have. Det handler mere om, hvad vi gør! Men hvad er det så, der giver os arbejdsglæde? Hvad skal du fokusere på?

Arbejdsglæde opstår, når vi udfører et meningsfuldt arbejde sammen med gode kolleger. Det handler om at skabe fællesskaber – både faglige og sociale – hvor vi kan bruge vores kompetencer, blive anerkendt og mærke, at vi gør en forskel.

Vi ved, at arbejdsglæden ikke kun påvirker vores arbejdsliv, men også vores generelle livsglæde og helbred uden for arbejdet. Og arbejdsglæde smitter – både vores kolleger og dem, vi deler livet med. Manglende arbejdsglæde smitter også, og så kan den desværre medføre stress, søvnløshed eller endda sygdom.

Flere arbejdspladser har heldigvis indset, at arbejdsglæde er en strategisk nødvendighed. Når medarbejdere trives, præsterer de bedre, samarbejder bedre og har færre sygedage – og det kan mærkes direkte på bundlinjen.

Men hvad kan du gøre for at øge arbejdsglæden? Det er heldigvis ikke raketvidenskab.

Meningsfulde resultater og relationer

Vi elsker at skabe resultater – især når de føles meningsfulde. Vi går på arbejde for at gøre et godt stykke arbejde og for at kunne være stolte af det, vi leverer. Samtidig er relationerne afgørende: vi har et grundlæggende behov for at være en del af et fællesskab, hvor vi føler os inkluderet, respekteret og trygge.

De to ting – meningsfulde resultater og relationer – er fundamentet for arbejdsglæden. Når de er på plads, får både mennesker og virksomheder mulighed for at blomstre.

5 tips til arbejdsglæden

Og her er 5 helt konkrete ting du kan gøre – en af dem måske allerede i dag – for at skabe meningsfulde resultater og relationer og få noget mere arbejdsglæde.

En glad dag - 5 tips til arbejdsglæden
En glad dag - 5 tips til arbejdsglæden

Uventet venlighed – Gør noget rart for en kollega

Patricia (vores administrative geni) havde engang et job i et stort forsikringsselskab, hvor der bestemt ikke var meget gang i arbejdsglæden. En aften så hun, at en kollegas kaffekop stod uvasket ude i deres tekøkken. Hun greb hurtigt kaffekoppen og vaskede den op. Så tog hun en post-it seddel og skrev “Hav en god dag” og en smiley og satte den på kollegaens kop. Næste morgen kom kollegaen gennem afdelingen med koppen, smilende over hele femøren mens hun glad sagde “Hvem har skrevet det her? Jeg blev bare så glad! Hvem var det?” Sådan en lille ting havde reddet hele hendes dag – måske hele hendes uge.

Hvad kan du gøre?
Skriv en sød personlig besked til en kollega som har hjulpet dig, tag en kop kaffe med til en kollega der har ekstra travlt , tag blomster med fra din have, læg et stykke chokolade på din kollegas plads, tag hjemmebag med til dit team (bare fordi), hold døren for en kollega eller tilbyd en kollega din hjælp.

Uventet venlighed er små ting du gør helt uventet, for at gøre andre glade. Vi elsker alle sammen når andre er betænksomme overfor os. Og så viser videnskaben heldigvis at vi også selv bliver gladere af at gøre andre glade. Det er da en win win lige dér.

Ros en kollega

Vi har alle brug for anerkendelse, om vi vil indrømme det eller ej. Ofte glemmer vi bare at give andre ros og anerkendelse, også selvom vi gerne vil. Husk at give dine kolleger et skulderklap, når de fortjener det. Sig det til dem under 4 øjne, ros dem på et møde, skriv et lille kort, send en mail/sms eller lignende – bare du husker at gøre det.

Uanset hvilken måde du vælger at anerkede på, så er det vigtigt at være oprigtig. Du skal ikke bare rose for at rose, men anerkende en kollega når vedkommende har gjort sig fortjent til det. Og noget af det vigtigste er, at være konkret med hvad du anerkender vedkommende for. Fortæl hvad det betød for dig, afdelingen, virksomheden, kunden/patienten, samfundet eller andet.

Og sidst, men ikke mindst: Husk, at vi ikke alle har det samme behov for anerkendelse. Nogle har bare lidt oftere brug for et skulderklap. Kend dine kolleger – og læg mærke til, hvem der har brug for lidt ekstra opmærksomhed indimellem.

Sig godmorgen til dine kolleger

Når du møder på arbejdet, er det vigtigt at du får hilst på dine kolleger. Det lyder banalt, men det virker! Det giver simpelthen en bedre start på dagen, hvilket resulterer i bedre samarbejde resten af dagen – med garanti meget bedre end hvis dagen starter med at blive ignoreret af en kollega.

Studier viser, at dagens start påvirker resten af din dag. Ydermere er et af de vigtigste, dybeste og mest fundamentale psykologiske behov vi mennesker har, at andre mennesker kan lide os. Der er ikke noget vigtigere for os end at vi føler os set, respekteret og afholdt. Vi bruger rigtig mange timer på jobbet, og så er det jo netop vigtigt at have gode relationer med dine kolleger. Skab gode relationer, ved at starte dagen positivt.

Her er opskriften på det vi kalder ‘Niveau 5 godmorgen’

  • Sig godmorgen – møder du ind om aftenen siger du selvfølgelig godaften
  • Få øjenkontakt
  • Lyd glad (smil)
  • Tilføj personens navn og/eller en lille ekstra bemærkning, som “Godt at se dig”, “Har du haft en god weekend?”, “Hvordan går det med den opgave du arbejder på?”, “Har du lyst til at spise frokost sammen i dag?” eller lignende.
  • I særlige tilfælde, f.eks. når du får en ny kollega eller hvis I ikke har set hinanden længe er fysisk kontakt sidste niveau (giv hånd, et klap på skulderen, måske endda et kram hvis du kender personen godt – og naturligvis med respekt, og KUN hvis den anden person er ok med det).

Og husk også lige et glad “farvel og på gensyn” inden du går hjem.

Husk 3 gode oplevelser fra arbejdsdagen

Ved bevidst at fokusere på de gode ting der sker for dig, bliver du gladere og mere taknemmelig. Undersøgelser har vist, at et bevidst fokus på dagens gode oplevelser, kan træne vores hjerne til også at huske de positive oplevelser.

Inden du går hjem fra arbejde, skriver du 3 gode oplevelser fra dagen ned. Det kan være små eller store ting, bare noget der gjorde dig glad. Det hjælper dig til, bedre at se (og huske) de positive oplevelser der sker i løbet af en arbejdsdag og træner dig til at tænke mere positivt. Nogle undersøgelser har vist, at når du laver denne øvelse i 2 uger, er du målbart bedre til at huske de positive oplevelser de 3 efterfølgende måneder.

Mig-tid -/ Tag en tjek-ind med dig selv

Husker du at stoppe op og tage temperaturen på din arbejdsglæde? Ved du i det hele taget hvad det er der bidrager til din arbejdsglæde – og hvad der udfordrer den?

Tag 1-2 minutter for dig selv hver dag.

Sådan gør du:
Find et sted, hvor du kan være uforstyrret. Sæt dig behageligt, luk øjnene og træk vejret roligt og bevidst.

Spørg dig selv:
Hvordan har jeg det fysisk? Er der noget, der spænder? Har jeg smerter? Er jeg frisk eller træt?
Hvad fylder i mine tanker? Er jeg glad, spændt, nervøs, forventningsfuld – eller noget helt andet?
Har jeg arbejdsglæde lige nu? Eller mangler jeg den?

Når du har mærket efter, så tænk over, hvad du kan gøre. Måske skal du gøre lidt mere af det, der gør dig glad – eller tage fat på det, der udfordrer din arbejdsglæde. Sid roligt et øjeblik endnu, træk vejret og mærk kroppen, inden du åbner øjnene og vender tilbage til arbejdet.

Hvis du opdager, at noget tager glæden fra dig, så gør noget ved det. Tal med nogen, der kan hjælpe – en kollega, din leder eller en ven. Kun du ved, hvad der kan give dig arbejdsglæden tilbage. Så sig det højt – og tag det første skridt.

Arbejdsglæde er noget vi gør!

Vi har alle en ansvar for arbejdsglæden – og vi skal naturligvis starte med os selv. Så længe vi går og venter på, at andre skal skabe arbejdsglæden for os, sker der ingenting.

For kun du ved, hvad der gør dig glad. Det er ikke andres opgave at gætte, hvordan du har det – eller hvad du har brug for. Arbejdsglæde begynder med, at du mærker efter, tager ansvar og gør noget aktivt for at skabe den.

Når du gør det, inspirerer du også andre til at gøre det samme. Og sådan vokser arbejdsglæden – én handling, én relation og én arbejdsdag ad gangen.

Mandagstips

Du kan finde mere inspiration i vores mandagstips – som er simple, enkle ting, du kan gøre for at skabe mere arbejdsglæde – allerede i dag. Der kommer et nyt på vores blog næsten hver anden (surprise!) mandag.