HCL Technologies siger “Employees First”

Skrevet af , 16/02 2012 | Arbejdsglæde

Denne video er ikke alene en af de bedste rekrutterings-videoer jeg nogensinde har set, den er også en rørende hyldest til medarbejdere alle vegne:

Den er lavet af det indiske IT firma HCL Technologies. Læs mere om videoen her – du kan sågar indtaste dit firmanavn og uploade jeres logo og få tilsent en version af videoen hvor de indgår.

ingen kommentarer (endnu)

Vil I ha’ en gratis arbejdsglæde-workshop?

Skrevet af , 15/02 2012 | Arbejdsglæde

Så er der lukket for tilmeldingen – vi har fået 25 super spændende bud. 1000 tak for det.

Vi er i gang med at udvikle en TV serie om arbejdsglæde sammen med produktionsselskabet Eyeworks.

Ideen er enkel: I hvert afsnit hjælper vi en dansk arbejdsplads med at få mere arbejdsglæde. Vi giver praktiske redskaber og udfordringer til at skabe mere arbejdsglæde og ser hvordan det påvirker medarbejdere, ledere og kunder/klienter.

Som en del af den proces skal vi have lavet en pilot-video, som vi kan bruge til at pitche ideen til TV-kanalerne og derfor skal vi nu bruge en arbejdsplads, som kunne tænke sig en gratis arbejdsglædeworkshop i uge 9.

Kunne det være jer? Her er hvad I skal vide.

I skal have udfordringer med arbejdsglæden
Det skal ikke være en arbejdsplads, hvor folk allerede er superglade – det skal være et sted hvor der er knas med arbejdsglæden. Måske har I oplevet en fyringsrunde, besparelser, ekstrem travlhed, konflikter eller andet. Måske mangler der bare noget energi og stemning. I behøver heller ikke være helt nede i kulkælderen, men der skal være en udfordring at tage fat i.

I får en gratis arbejdsglæde-workshop med os
Vi vil komme ud til jer og lave en af vores halvdags workshops om arbejdsglæde (læs mere om workshoppen her).

Normalt tager vi 37.000 (ekskl. moms) for sådan en workshop men I får den altså gratis.

Det kan være hele arbejdspladsen eller bare en afdeling
Hvis I er en mindre arbejdsplads, kan vi lave workshoppen for hele virksomheden – ellers kan vi  lave det for en enkelt afdeling. Det ideelle antal deltagere er 10-50.

Workshoppen skal holdes i uge 9
Det haster med at få lavet piloten, så vi skal kunne afholde workshoppen med jer i uge 9 (men senest torsdag). Til gengæld må I selv bestemme hvornår i uge 9 – bare ikke fredag :o)

Der vil være et kamerahold til stede under workshoppen
Så I bliver altså filmet mens det foregår.

Men det kommer ikke på TV
Den video der kommer ud af workshoppen bliver ikke vist på TV – den bliver kun brugt i vores interne udviklingsarbejde og til at at sælge serien ind til TV-kanalerne.

Et par stykker af jer, skal stille op til interviews før og efter workshoppen
2-3 af jer vil blive interviewet af kameraholdet før og efter workshoppen.

Så er der lukket for tilmeldingen – vi har fået 25 super spændende bud. 1000 tak for det.

Er I interesseret? Tal om det internt og hvis det var noget for jer, skal I klikke her og udfylde formularen. Sidste frist er mandag den 20. februar. Vi kigger på alle de interesserede arbejdspladser og udvælger 1, som vi laver en pilot med. Vi vil melde tilbage til alle interesserede arbejdspladser senest den 21. februar.

Og hvis I har nogle spørgsmål, må I endelig kontakte os.

3 kommentarer

Dagens grin: Madglæde

Skrevet af , 14/02 2012 | smil

Arbejdsglæde er godt. Madglæde er lige så godt.

Er du lige så begejstret omkring spisetid som corgien her?

2 kommentarer

Sådan laver du en filmklub på jobbet

Skrevet af , 14/02 2012 | Arbejdsglæde, Arbejdsglæde Live!

En af de mest fantastiske ting ved internettet er alle de mange sjove, inspirerende, kloge og gratis videoer man kan finde derude. Vi har lavet en liste med 10 af vores favorit-videoer om arbejdsglæde her.

Og de videoer kan du bruge til at skabe mere arbejdsglæde der hvor du arbejder ved at lave en filmklub. Den enkleste løsning er at bruge noget tid på jeres næste afdelingsmøde, projektmøde eller lignende til at se en af videoerne.

Men endnu bedre: Du kunne også starte en filmklub på jobbet og arrangere en serie af filmvisninger, f.eks. hver fredag omkring frokost eller den første mandag i måneden eller hvad der nu passer bedst hos jer.

Her er 5 tips til hvordan I kan lave en filmklub på jobbet.

1: Vælg en rigtig god video
Se videoen selv først, så du ved den holder. Tænk også over, om den indeholder nogle budskaber, der passer godt til jeres situation.

2: Hav popcorn klar
Det er altid godt at servere lidt guf til en film.

3: Check teknikken
Inden folk kommer, så sørg for at videoen virker og at billedet ser godt ud. Og endnu vigtigere: Sørg for at lyden kommer ud i en god kvalitet i lokalet. Folk får meget mere ud af videoen, hvis de tydeligt kan høre hvad der bliver sagt.

4: Giv tid til diskussion bagefter
Forbered 1-2 spørgsmål som folk kan diskutere 2 og 2 eller 3 og 3 bagefter. Gode spørgsmål kan for eksempel være:
Hvad var det bedste i videoen?
Hvad lærte jeg?
Hvordan kan vi overføre det til vores arbejdsplads?

5: Planlæg videoerne lidt frem i tiden og inviter i god tid
Du kan sætte de næste 4 visninger i kalenderen allerede nu og sende invitationer ud, så folk kan planlægge lidt med det.

Kunne det fungere hos jer? Prøv det og fortæl os hvordan det gik.

ingen kommentarer (endnu)

Top 10 videoer om arbejdsglæde

Skrevet af , 14/02 2012 | Arbejdsglæde, Arbejdsglæde Live!

En af de mest fantastiske ting ved internettet er alle de mange sjove, inspirerende og kloge videoer man kan finde derude. Og det er ikke alt sammen nuttede killinger eller skateboardere, der kommer til skade :o)

Vi har selv bidraget ved at lægge alle videoer af alle indlæggene fra vores Arbejdsglæde Live! konferencer ud på Arbejdsglæde TV.

Så hvis du trænger til lidt inspiration, så er her 10 helt fantastiske videoer om arbejdsglæde – både vores egne og andres.

Hvad for en er din favorit?

  1. Thyra Frank: Arbejdsglæde på Plejehjemmet Lotte (fra Arbejdsglæde Live! 2009). Det er meget sjældent at det samme foredrag kan få deltagerne til at grine og græde, men det kan Thyra. Det er morsomt, rørende og drøninspirerende.
  2. Srikumar Rao: De to arbejdsglæde-fælder du skal undgå (fra Arbejdsglæde Live! 2009). Vores suverænt mest sete video, som har inspireret 100.000er af mennesker over hele verden.
  3. Alfred Josefsen: It’s all about people (fra Arbejdsglæde Live! 2010). En af Danmarks dygtigste ledere giver sit fantastiske syn på arbejdsglæde og fortæller hvorfor han sætter glæden først.
  4. Mogens Nørgaard: Tag ikke arbejdet så fandens alvorligt (fra Arbejdsglæde Live! 2011). Mogens holdt sit indlæg i badekåbe og åbnede med et videoklip, hvor han er nøgen. Det sjoveste og suverænt mest provokerende indlæg vi har haft :o)
  5. Lars Kolind: Fremtidens organisation er glad (fra Arbejdsglæde Live! 2010). Få et spændende, og meget struktureret bud på, hvordan fremtidens arbejdspladser bliver.
  6. Dan Pink: The surprising truth about what motivates us. En helt fantastisk tegnet video om hvad der motiverer os.
  7. Daniel Gilbert: Why are we happy? Tror du, du selv ved hvad der gør dig glad? Du tager fejl. Se hvorfor.
  8. Alexander Kjerulf: Don’t be satisfied – be happy. Mit eget foredrag fra TEDx konferencen.
  9. Derek Sivers: How to start a movement. Kun 3 minutter lang. Viser hvordan du kan starte din egen bevægelse.
  10. Colleen Barret: Serving your employees. Sådan sætter en arbejdsplads medarbejderne først – og tjener styrtende med penge på det.

Se mange flere videoer om arbejdsglæde på Arbejdsglæde TV.

1 kommentar

En krise er en frygtelig ting at spilde

Skrevet af , 10/02 2012 | citater, Hurra, der er krise

I krisetider som disse, hvor der er fyringer mange steder, kom vi til at tænke på Alfred Josefsens forord til vores bog Hurra, der er krise. Kloge ord som vi gerne vil dele med jer alle.

Der findes efter sigende fire grundfølelser. Glæde, angst, sorg og vrede. Alle andre følelser vokser ud af disse grundfølelser. Nøjagtig ligesom grundfarverne, som danner alle af regnbuens farvenuancer.

Det er jo i denne sammenhæng helt og aldeles afgørende, at følelsen glæde kan optræde og indgå i mange “følelsesmæssige regnbuer”. Tænk hvad livet er og ville være, hvis det blot bestod af angst, sorg og vrede. Hvor sjovt ville det så være at slæbe sig afsted fra vugge til krukke?

Glæden er i mine øjne en afgørende del af livet. Glæden er livet, og livet er glæden. Men glæden kommer sjældent helt af sig selv. Der skal arbejdes for glæden. Vi må dagligt kæmpe for mere glæde. Vi må så at sige skabe rammer, betingelser, processer og mekanismer, som gør glæden tilgængelig for sig og sine.

Glæden skal fylde og flyde i livet. Ikke mindst på arbejdet, hvor vi tilbringer en betydelig del af livet. Arbejdsglæde er derfor ligeså vigtig som  familieglæde, rejseglæde, skoleglæde, madglæde, sportsglæde og festglæde.

De globale konjunkturer har for nyligt slået om i bakgear. Krise, recession og katastrofeopbremning hører nu med til et dagligdags ordforråd. De negative og deprimerende historier står i kø for at vinde plads i overskrifter og artikler. Og det er altsammen ikke særlig sjovt.

Men vi har i krisetider endnu mere behov for det sjove og det glade. Derfor må vi kæmpe lidt mere for det. Det glædelige kommer ikke bare af sig selv.

En krise er i denne forbindelse et gode og en fordel, for det tvinger os bort fra automatpiloten. Vi har fået et “wake up call”, hvor vi må mere bevidst forholde os til hvad vi vil og hvad vi gør. Der skal sandsynligvis tages nye midler i anvendelse. Tiltagene skal raffineres og forbedres. Men det vigtige er, at der nu igen er noget på spil. At fastholde et godt og glædeligt niveau fordrer noget af os som ledere og medarbejdere.

“Hurra, der er krise” vil nok være en provokende titel for mange læsere. Det er nok ikke lige man tænker på, hvis man har fyret en del medarbejdere, har problemer med banken og en tynd ordrebog. Men situationen er jo den, at der bag en hvilket som helst problem gemmer sig en mulighed. Og hvis man ser efter mulighederne vil man hurtigt kunne bringe sig selv i spil til at tage ansvaret og placere sig centralt i forhold til at være centrum i sit eget liv. Derved undgår man taberens offerrolle.

De fleste af os og dem vi kender ønsker at være frie, rige, lykkelige og berømte. Disse fundamentale mål og værdier ændres næppe af en krise. De helt basale og grundlæggende veje til at skabe mere frihed, rigdom, lykke og berømmelse er nok også konstante. Det gælder om, at skabe mere tryghed, så meget mere er i en naturlig og bæredygtig balance. Det gælder om at bygge tillid, så relationer kan udfoldes på et autentisk og hjertelig grundlag, og så gælder det om at begrænse kontrollen. Kontrol skaber forudsigelighed og konformitet. Det glædelige og det lykkelige springer af uforudsigelige, overraskende og spontane kilder.

Igen kan isoleret set gøre noget ved krisen. Krisen er og udvikler sig helt uafhængig af enkeltpersoners handlinger. Ingen kan derfor tage det personlige ansvar for krisen. Men alle kan og skal tage sit personlige ansvar for hvordan man vil reagere på krisen.

Hurra for et spændende tema, hvor man faktisk bliver lidt gladere for at man i sin tid kom igennem den krise det for de fleste var at lære at læse.

Masser af hilsener
Irma AS
Alfred Josefsen
Adm. direktør

ingen kommentarer (endnu)

Glade kunder – nu i lego

Skrevet af , 09/02 2012 | Arbejdsglæde, Glade kunder

Vi har glade kunder – det er fakta! Men nogle gange er det nu skønt at se det – sådan helt bogstaveligt :-)

Jeg afholdt en arbejdsglæde workshop hos en kunde i tirsdags, og evalueringen af dagen skulle de lave med legoklodser. Der var 3 svarmuligheder:

  1. Længst til venstre kunne deltagerne sætte klodser på det “røde tårn” hvis de synes arbejdsglæde workshoppen var dårlig/spild af tid.
  2. I midten kunne deltagerne sætte kloder på det “gule tårn” hvis de synes det havde været en ok god workshop
  3. Længst til højre kunne deltagerne bygge et “grønt tårn” hvis de synes at dagen havde været helt fantastisk!

Ingen røde, én gul og resten grønne… Jeg må være ærlig og indrømme at det er den slags der giver mig rigtig meget arbejdsglæde. Tak! :o)

ingen kommentarer (endnu)

Se Alexanders velkomst til Arbejdsglæde Live! 2011 konferencen

Skrevet af , 06/02 2012 | Arbejdsglæde, Arbejdsglæde Live!

Her er en kort video fra starten af vores konference i 2011:

Her kan du se Alexander byde velkommen til dagen og bl.a. fortælle om en ny undersøgelse der viser, at danskernes arbejdsglæde er historisk lav.

Se videoen i en bedre kvalitet her og se mange flere videoer fra vores konferencer her.

ingen kommentarer (endnu)

Forskningen slår fast: Fyringsrunder forlænger bare virksomhedens krise

Skrevet af , 01/02 2012 | Arbejdsglæde, Hurra, der er krise, Ledelse

Krisen kradser
”Krisen kradser, vi må hellere fyre en masse medarbejdere.”

Det er standardreplikken fra en lang række danske arbejdspladser – både private og offentlige – lige nu. Men virker det?

Bob Sutton, Professor ved Stanford Universitetet, har undersøgt emnet meget nøje, og her er hans konklusion:

“Selvom fyringsrunder er et ofte brugt redskab, er der meget ringe bevis for, at det rent faktisk virker. Vi har nøje analyseret hvert eneste studie, vi kunne finde om emnet. Vi fandt studier, som viste, at massefyringer ikke havde nogen nævneværdig effekt på virksomhedens performance. Vi fandt studier, der viste, at massefyringer havde en negativ effekt på performance. Men vi kunne ikke finde nogen studier som – efter man har kontrolleret for andre faktorer – viser, at massefyringer forbedrer virksomhedens finansielle performance på lang sigt.”

De ord lader vi stå et øjeblik…

Andre kilder bekræfter, at virksomheder, som gennemfører fyringsrunder, kommer langsommere ud af krisen end dem, som ikke gør. Deres aktiekurs stiger kortvarigt, men stigningen bliver afløst af et toårigt fald. Omsætning og overskud stiger langsommere end i virksomheder, som ikke fyrer.

Vi oplevede sidst en recession på globalt plan i 2000-2001, og den mest seriøse og gennemarbejdede analyse af resultatet af masefyringer i den periode er lavet af Darrell Rigby under titlen “Debunking Layoff Myths”. Her gennemhuller han myten om, at fyringsrunder er godt for en virksomheds aktiekurs og dokumenterer at virksomheder, der fyrede tre procent eller færre af deres medarbejdere, så en stigning i aktiekursen på gennemsnitligt ni procent i perioden mens virksomheder, der afskedigede mere end ti procent, tabte i gennemsnit otte procent på aktiekursen.

Der er én undtagelse, hvor massefyringer rent faktisk viser sig at have en positiv effekt. Rigby peger på, at hvis en virksomhed er ved at omstille sig strategisk fra et forretningsområde til et andet, så kan fyringsrunder have en positiv effekt på økonomiske resultater og på aktiekursen. Men hvis ledelsen bare skærer ned for at spare i hårde tider, så viser forskningen altså, at det ikke virker.

Der er især tre grunde til at massefyringer skader virksomheden. For det første er det ødelæggende for arbejdsglæden og kundetilfredsheden. Vi ved at medarbejdere som mister arbejdsglæden er mindre produktive, mindre innovative, mindre motiverede og giver dårligere kundeservice. Frederick Reichheld, skriver i sin bog The Loyalty Effect at ”massefyringer blot uddyber krisen. De ødelægger medarbejdernes tillid, skubber kunderne væk og bremser væksten”.

For det andet: At fyre folk nu fører først til besparelser mange måneder senere. Rigbys analyse fandt frem til, at det ofte varede 12-18 måneder, før virksomhederne kunne høste de økonomiske besparelser af en fyringsrunde. Det skyldes dels opsigelsesperioder og dels de negative virkninger fyringerne har på produktiviteten hos de medarbejdere, som bliver i virksomheden.

For det tredje: Massefyringer gør medarbejderne syge. Et finsk studie gengivet i The Lancet viser, at at langtidssygefraværet (det vil her sige mere end tre dages fravær) var 1,9 til 6,9 gange større efter store fyringsrunder. Alt i alt steg langtidssygefraværet med 16-31 procent i forbindelse med fyringerne.

Mark Twain sagde engang at:

“It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Lige nu er store dele af dansk erhvervsliv oberbevist om, at fyringsrunder fører til bedre resultater for deres virksomhed. Forskningen viser, at de tager fejl og at de reelt er godt i gang med at grave sig endnu længere ned i krisen med massive omkostninger til følge for deres medarbejdere, deres bundlinie og for samfundet.

Denne artikel er oprindeligt bragt som ledelsesklumme i JyllandsPosten. Læs meget mere om arbejdsglæde i finanskrisen i vores 2. bog Hurra, der er krise!

ingen kommentarer (endnu)

Billetsalg til Arbejdsglæde Live! 2012 er nu startet

Skrevet af , 01/02 2012 | Arbejdsglæde, Arbejdsglæde Live!

 

I dag starter vi billetsalget til vores årlige konference om arbejdsglæde – og det bliver igen i år et helt fantastisk inspirerende program. Blandt talerne kan vi nævne Will McInnes (direktør for et af UK’s måske gladeste virksomheder), Hans Erik Børnserud (tidl. direktør i Middelfart Sparrekasse, der flere gange er blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads), Lise Egholm (årets leder 2011, der har skabt arbejdsglæde under meget svære betingelser) og nok Danmarks gladeste makkerpar Wikke & Rasmussen.
Dagens konferencier er i år Paula Larrain, som de fleste af os kender som en dygtig, engageret og ikke mindst glad jounalist og nyhedsvært. Paula er selv er meget optaget af at sprede arbejdsglæde og vi synes derfor at hun var oplagt som dette års konferencier.

Læs mere om dette års arbejdsglædekonference her: Arbejdsglæde Live! 2012

Der er plads til 300 på Arbejdsglæde Live! 2012, og billetterne sælges efter “først til mølle” princippet. Vil du tilmelde dig og dine kolleger til denne super inspirerende dag skal du gå i Arbejdsglædeshoppen

Prisen er kr. 1.900 excl. moms per billet og kun kr. 1.500 ved 3 eller flere billetter.

På dagen får du den nyeste viden og teori om arbejdsglæde, men naturligvis også en masse konkrete redskaber der er lige til at bruge. Kom og hør en masse spændende cases fra arbejdspladser i både Danmark, England og Irland – virksomheder som allerede HAR skabt succes og resultater ved bl.a. at fokusere på arbejdsglæde.

ingen kommentarer (endnu)

« Prev - Next »