8 tip til arbejdsglæden efter ferien

Håber I alle har (og har haft) en fantastisk sommer! Jeg har skrevet 8 tip til arbejdsglæden efter sommerferien, som er udgivet i magasinet EKSTRA for Ekstra Bladet. Du kan naturligvis også læse de 8 tip her:

8 tips til arbejdsglæden efter ferien

1: Start stille og roligt op
Lad være med at kaste dig over de sværeste og mest komplekse opgaver den første dag. Hvis du har nogle nemme ting der ligger så start med dem, så du komme stille og roligt i gang. På den måde oplever du at få noget fra hånden fra dag ét. Når du er oppe i omdrejninger igen, kan du tage fat i de svære ting.

2: Giv dig selv lov til at være bagud
Når du kommer tilbage fra ferie, vil der automatisk være en masse arbejde du er bagud med. Forvent ikke at du kan nå det hele første dag, tag det vigtigste først og fordel så resten af opgaverne ud på hele ugen. Giv simpelthen dig selv lov til at være bagud og indhente arbejdet i et passende tempo.

3: Tag ikke overarbejde
Specielt på grund af de mange opgaver du er bagud, kan det være fristende at starte efter ferien med et par ekstra lange arbejdsdage for at indhente nogle opgaver. Lad være med det! Hold nogle helt almindelige arbejdsdage og hold fast i punkt 2!

4: Sig til hvis du har brug for hjælp
Bed kollegerne eller chefen om hjælp, hvis du har brug for det. Det er altid i orden og bede om hjælp – husk det! Opgaverne er ikke dit ansvar alene, men det er nu engang dit ansvar at melde ud, hvis der er noget du har brug for.

5: Tal med dine kolleger
Tag en snak med kollegerne, spørg eventuelt ind til deres ferie. Det er vanvittig vigtigt at have gode relationer til dine kolleger (og din chef), og det kræver at I hele tiden arbejder på at skabe og vedligeholde jeres relationer. Tal med dem når I siger godmorgen, ved kaffemaskinen eller spørg evt. en kollega om I skal spise frokost sammen ☺

6: Reflekter
Kig tilbage på første halvår. Er der noget der har givet dig rigtig meget arbejdsglæde (rutiner, arbejdsopgaver mm), så sørg for at fortsætte med det. Finder du til gengæld ud af, at der var noget der ødelagde din arbejdsglæde, skal du sørge for at få gjort noget ved problemet.

7: Spring ud som glad
Beslut dig for at have arbejdsglæde! Gør simpelthen mere af det der gør dig glad. Det betyder ikke at du skal springe rundt og være lalleglad, det handler om at være oprigtig glad. Vi er alle forskellige og viser vores glæde forskelligt. Så lav ikke om på dig selv, men tag eventuelt hver dag 1-2 minutter hvor du mærker efter, så du hele tiden ved hvordan du har det.

8: Spred arbejdsglæde
Beslut dig for at skabe arbejdsglæde for dine kolleger! Gør hver dag en lille ting for at gøre en kollega glad. Tilbyd din hjælp, hent en kop kaffe til ham/hende, ros en kollega der har fortjent det, tag hjemmebag med på job og så husk selvfølgelig at sige godmorgen – hver morgen ☺

Fortsat god sommer og god arbejdsglæde :o)

Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar