De 5 værste måder at rose på
Vi danskere skal blive meget bedre til at rose hinanden på jobbet, men det handler ikke bare om mere ros – det handler også om bedre ros. Vi kan ikke skabe en god rosekultur på arbejdspladsen alene ved at skrue op for mængden af ros og begynde at rose hinanden til højre og venstre.
For der findes god og dårlig ros. Man kan rent faktisk rose kolleger eller medarbejdere på måder, som er skadelige for arbejdsglæden.
Her er vores liste over de 5 værste måder at give ros på. Kender du nogle af dem fra din arbejdsplads?
1: Pligt-ros
Man må aldrig rose bare fordi man skal. Al ros skal være fortjent og ærligt ment. Derfor skal du kun rose, når der er noget at rose for – og det er der heldigvis rigtig, rigtig tit.
Anerkendelse der gives ”fordi vi skal” giver ingen mening og ingen arbejdsglæde. Samtidigt udvander det al fremtidig ros, fordi du ikke kan vide om det er fortjent, eller om det bare er mere pligt-ros.
2: Sarkastisk ros
Forestil dig følgende sagt med et vildt sarkastisk tonefald: ”Nej, hvor er DU bare dygtig.”
Der er ikke lige så meget arbejdsglæde i det, vel?
3: Rosesandwich
Har du hørt om ros-ris-ros metoden? Den siger, at hvis du skal give negativ feedback, skal du pakke den ind i ros. Du skal altså først rose folk, så giver du kritikken og så roser du igen til sidst.
Det må du love os aldrig at gøre. Hvis du har ros at give, så giv det. Hvis du har kritik, så sig det. Men lad være med at pakke din kritik ind i ros. Det gør bare at:
- Den ros du giver, kommer til at virke som noget du skal give
- Det virker som om du ikke tror folk kan tåle kritik, hvis ikke man lige roser dem lidt først
- Når du fremover roser folk, vil de bare sidde og vente på at kritikken også kommer
På vores blog kan du se et video-interview med Katrine Dahl Clements som har skrevet phd afhandling om feedback og der kan du høre mere om hvorfor du skal holde dig fra ros-ris-ros modellen.
4: Nogen får meget ros – andre får ingenting
Hvis nogle får meget ros, mens andre konsekvent bliver overset er det også dræbende for arbejdsglæden, fordi det giver de rose-løse en følelse af uretfærdighed og af at blive overset.
Det er desværre let at komme til kun at rose de mennesker, der er mest lige som os selv – dem, der laver noget vi kan forstå, på en måde som vi er enige i.
Derfor skal vi have ekstra fokus på dem, der er anderledes end os og gøre en ekstra indsats for at rose dem også.
Det betyder IKKE at man skal uddele ros milimeterdemokratisk og altid sørge for at alle får lige meget ros. På enhver arbejdsplads er der nogen der er dygtigere end andre og det er OK, hvis de oftere får ros. Men det er vigtigt, at der er fokus på alle og at alle bliver rost i det omfang de fortjener det.
5: Rosetyranni
Nogle mennesker vil kun give ros og anerkendelse og prøver at undgå at give negativ feedback. Det kommer især af berøringsangst og konfliktskyhed, for det er altid lettere at rose end at give kritik. Men den går ikke.
Som udgangspunkt hungrer vi danskere efter feedback på jobbet. Vi vil gerne vide, hvad vi gør godt men vi vil også rigtig gerne vide, hvad vi kan gøre bedre.
Derfor skal vi rose hinanden, når vi gør noget godt og give kritik, når der er noget vi ikke gør godt nok.
Din mening
Får I ros nok på din arbejdsplads? Er det god eller dårlig ros? Har du prøvet at blive rost på en måde, som ikke gav arbejdsglæde? Skriv en kommentar her – vi vil meget gerne høre din mening.
Jeg har lagt mærke til, at når jeg modtager ros, så den giver varme og energi, så er det vigtig for mig (forskellen på når ros virker og når den ikke virker), at den er afsendt fra et rigtigt sted. Måden en ros kan være ærlig på er, at den hviler både på værdsættelse og anerkendelse.
Det er ligesom et spejlæg: værdsættelse er nederst (det sprøde hvide) en værdsættelse som grundantagelsen at jeg er et menneske der bidrager til noget væsentligt. Herefter anerkendelsen (det lidt tykkere og bløde hvide) som udtryk for værdsættelsen. Der bliver sat pris på at jeg bidrager med noget væsentligt og til slut rosen (den fine runde blomme) som er det verbale udtryk for det konkrete og specifikke jeg har bidraget med.
At tænke på et spejlæg hjælper mig også når jeg går og får øje på det jeg kan rose i mine omgivelser.
Som konsulent kommer jeg på mange virksomheder, hvor ros og anerkendelse er en stor mangelvare. Mange mennesker tænker simpelthen ikke på, at ærlig ros er værdifuld og energigivende for os alle.
Heldigvis oplever jeg, at de fleste chefer og medarbejdere gerne vil blive bedre til at gi´ og modtage ros og konstruktiv kritik – jeg møder stor interesse for at øve sig -dejligt :-).
Arbejder på en arbejdsplads, hvor APV og AKU undersøgelser altid boomer ud med et resultat der siger at vi mangler ris og ros fra kolleger og ledelse. Vi har snakket meget om, hvordan vi kunne gøre det bedre, og endda endt med at vores leder foreslog, at vi til hvert p-møde skulle starte med en runde, hvor vi roste hinanden….
Det fik vi heldigvis manet til jorden.
Men rosen er stadig generelt en manglevare – selv om få enkelte er rigtig gode til at dele ud – og faktisk rigtig svær at grave frem i en tudsegammel arbejdskultur, hvor det ikke er (og aldrig har været) en naturlig ting at rose sine kolleger.
Tak til Conny Westphall.
Tak for billedet med hviden og blommen. det er en fin måde at tænke i anerkendelse på. Jeg tror, rosekulturen starter med sig selv – ros din nærmeste kollega, din leder, din samarbejdspartner og det vil brede sig som ringe i vandet. Vi skal ikke altid vente på, at ledelsen tager teten, for hvis ikke den gør, (selvom den burde) sker der intet. Jeg er selv leder, og en del af mine medarbejdere arbejder langt væk fra min daglige stol, så jeg ser dem ikke i dagligdagen. Det er godt at vide, at kollegerne der, har for god vane at rose hinanden, så de ikke blot får ros, når jeg kommer forbi og måske har så meget andet på programmet.
Men det er vigtigt både at huske anerkendelsen og rosen.
I min optik er der stor forskel på ros og anerkendelse. Hvor ros er en “VURDERING” af noget, så er anerkendelse et udtryk for at “DET ER SOM DET ER”.
Et eksempel på ros er når jeg møder min kollega med flg. udtryk: “Den rapport du sendte mig i går var bare så flot og så god – godt gået – tak for det”.
Det er MIN vurdering af rapporten og den kan – for mig i mit perspektiv – være rigitg. Men hvis nu det forholder sig sådan, at min kollega synes at have leveret en dårlig rapport som er middelmådig og slet ikke så præcis og tilfredsstillende som han/hun selv synes den bør være, ja så KAN min ros (=vurdering) komme til at lyde utroværdig.
Et eksempel på anerkendelse i samme situation: “Den rapport du sendte til mig går var en stor hjælp for mig, det betød at jeg kunne nå de andre ting jeg også havde lovet klar – tak for din hjælp”.
Nu udtrykker jeg glæde over at være blevet hjulpet og sætter ord på, at det min kollega har gjort for mig, har været VÆRDIFULDT for mig. Og det er noget ganske andet!
Anerkendelsens svære kunst – og forståelse – er et paradigme der slet ikke har foldet sig fuldt ud endnu.
Jeg tror vi kan skabe meget mere glæde, trivsel og tilfredshed blandt mennesker, ved at lære at anerkende og i mindre grad rose.
At give andre mennesker betydning – at lade andre mennesker opleve sig set, hørt og taget alvorlig – der i ligger et kæmpe potentiale. Lad os sammen folde det ud.
Jeg har startet den rejse – som det er – i vores virksomhed. Og der er masser af biletter der endnu ikke er indløst!
Biletter kan købes her: larth@dongenergy.dk
VELKOMMEN med på rejsen!