Archive for January, 2012

Arbejdspladser verden over

Skrevet af , Jan 27 2012 | smil

Vi faldt over en samling billeder af offentlige arbejdspladser verden over. Funktionen er stort set den samme – et bord og en stol hvor arbejdet kan udføres. Og alligevel er de uendeligt forskellige. Og meget fantastiske.

Tag et kig på hele billedserien hos Jan Banning.

ingen kommentarer (endnu)

Mandagstip: Keglespil

Skrevet af , Jan 23 2012 | Arbejdsglæde, Mandagstips


Mandagstippet er igen i denne uge et forslag til at lave noget sjovt sammen med kollegaerne. Og hvorfor ikke lave en konkurrence?

Gå allerede nu i gang med forberedelserne og sørg for at få informeret dine kollegaer om hvor og hvornår arrangementet kommer til at foregå. Vores forslag til en sjov konkurrencer er: ”Keglespil”. I kan lave en individuel konkurrence eller lade afdelingerne kæmpe mod hinanden. For at inddrage så mange som muligt,  kan I give ekstra point jo flere fra hver afdeling der deltager.

Klargøring:
Find et passende sted til keglespil-konkurrencen og hæng en pointtavle op og eventuelt også et ark med spillereglerne, som naturligvis er enkle :-)  Vær kreativ og brug f.eks. tomme toiletruller eller dåser som kegler – der skal i keglespil være 9 kegler. Medbring en tennisbold eller lav måske jeres helt personlige kugle af papir og tape (gerne papir du har printet men ikke skal bruge).

Her er et forslag:

Rigtig god fornøjelse!

Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik.

Se alle vores mandagstips her.

ingen kommentarer (endnu)

Dagens grin

Skrevet af , Jan 20 2012 | Arbejdsglæde, smil

Jeg ved ikke med jer, men denne video fik i hvert fald mig til at smile…


Se mange flere dagens grin her.

ingen kommentarer (endnu)

Mandagstip: Arranger noget hyggeligt med kollegaerne

Skrevet af , Jan 16 2012 | Arbejdsglæde, Mandagstips


Vi er overbeviste om at arbejdsglæde afhænger især af to ting: Resultater og Relationer. Resultater som når man føler man gør en forskel. Og relationer som når man kan lide de mennesker man er omgivet af på arbejdspladsen.

Denne uges mandagstip fokuserer meget på relationsdelen, for er det muligt at kunne lide nogen man ikke kender? Og kender du dine kolleger? Altså sådan udenfor arbejdet? Nej? – jamen så!

I dag skal du arrangere noget socialt for dine kollegaer. Og her taler vi altså ikke om noget meget avanceret, der koster dig masser af energi og overskud du måske ikke føler du har. Tænk enkelt, tænk hyggeligt. Det kunne være en fælles tur i biografen eller teateret. Det kunne være en tur på skøjtebanen, eller en bowlingbanen. Det kunne være en spilleaften, hvor forskellige brætspil kommer ud af skabet, eller en filmaften, hvor du viser din yndlingsfilm for kollegaerne.

Sådan et socialt arrangement virker bedst hvis deltagerne gør det fordi de har lyst. Så derfor: Inviter og lav det sammen med de kollegaer der har lyst. Der er med garanti flere der har lyst, efter de har hørt de glade historier fra første gang I mødtes udenfor normal arbejdstid. :o)

Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik.

Se alle vores mandagstips her.

ingen kommentarer (endnu)

Sådan holder du mere effektive møder

Skrevet af , Jan 11 2012 | Arbejdsglæde, I medierne, Meget Bedre Møder

Måske du hørte Arlette i Radio 24syv her til eftermiddag, hvor temaet var møder og vores seneste undersøgelse om hvor galt det står til med møderne derude. Og – hvis du tør – kan du beregne hvor mange penge i bruger på møder. Og mere interessant: hvor meget I kan spare ved at holde mere effektive møder.

Vi har naturligvis nogle gode bud på hvordan et møde kan blive mere effektivt. Ud over at købe vores Meget Bedre Møder system, kan du på www.megetbedremoeder.dk blandt andet også hente vores gratis e-bog om emnet.

Og hvis du ikke nåede at høre indlægget i radioen, kan du finde det lige her.

ingen kommentarer (endnu)

Sig “Arbejdsglæde”

Skrevet af , Jan 11 2012 | Arbejdsglæde, smil

Vi har udfordret resten af verden til at prøve at udtale det fantastiske danske ord arbejdsglæde og her er de første par forsøg:

Close… but no cigar :o)

1 kommentar

Mandagstip: På jagt efter de glade

Skrevet af , Jan 09 2012 | Mandagstips


Mandagstippet er denne gang en ganske enkelt lille øvelse: du skal på jagt efter de glade mennesker omkring dig.

Vi kender dem alle, de glade: Det er receptionisten der altid smiler når man træder ind ad døren. Det er buschaufføren i bybussen der er selvudnævnt tourguide. Det er kassedamen i netto, der giver sig tid til en glad hilsen og lidt hyggesnak med alle kunderne i køen. Og jeg er sikker på, at du også vil møde en glad, der hvor du kommer i dag. Det kan være én af dine kollegaer, ham der altid spreder den gode stemning, eller hende der altid kommer dig smilende i møde. Find ham – eller hende. Og fortæl dem at du sætter pris på den glæde de spreder.

Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik.

Se alle vores mandagstips her.

ingen kommentarer (endnu)

Drop fokus på arbejdstid – det er resultaterne, der tæller

Skrevet af , Jan 03 2012 | Arbejdsglæde, Ledelse

Er danske medarbejdere virkelig nogle luddovne døgenigte, der mest går på arbejde for at ryge og gå på Facebook?

Først havde ledelsen på Hvidovre Hospital regnet ud, at deres medarbejdere brugte 4000 timer om måneden til sammen på ikke-faglige web sites og kort efter meldte Skat i København ud, at deres rygende medarbejdere skulle lægge rygepauserne oven i arbejdstiden og blive tilsvarende længere på jobbet. Der var også meldinger om, at Skatteregion Midtjylland har forbudt deres medarbejdere at købe ind i frokostpauserne.

Det mest ironiske er, at udmeldingerne kommer i et forsøg på at øge effektiviteten og skabe bedre resultater, men effekten bliver den stik modsatte. Det er der især tre grunde til.

For det første signalerer det mistillid fra ledelsen til medarbejderne. I sådan en udmelding ligger der tydeligt mellem linierne at ”Vi stoler ikke på jer. I er dovne, og hvis ikke ledelsen er efter jer, prøver I bare at arbejde så lidt som muligt.” Den mistillid betyder at medarbejdernes arbejdsglæde og motivation falder og forskningen viser, at lav det bl.a fører til lav produktivitet og højere sygefravær.

For det andet forventer virksomheder i dag at deres medarbejdere er fleksible. Vi vil gerne have at de giver den en ekstra skalle, er klar til at arbejde over, kan svare på emails i fritiden osv. Det er kun rimeligt, hvis fleksibiliteten får begge veje, så man som medarbejder også har muligheden for at holde fri på en tirsdag eller kan ordne personlige gøremål i løbet af arbejdsdagen. Hvis medarbejderne ikke oplever den fleksibilitet fra arbejdspladsen, mister de selv lysten til at være fleksible og et resultatet bliver en arbejd-efter-reglerne mentalitet, hvor man kun yder det mest nødvendige.

Og for det tredje handle det om at forstå, at pauser er en essentiel del af arbejdsdagen. Hvis ikke man holder pauser, kan man ikke arbejde effektivt og kreativt og behovet for pauser kan variere fra person til person eller fra dag til dag. Og hvem er bedst placeret til at vide om en medarbejder har brug for en pause lige nu? Det er medarbejderen selv!

Derfor skal vi droppe den overdrevne fokusering på arbejdstid og i stedet for fokusere på resultater – og det gælder både i det offentlige og det private. Som dansk skatteyder er jeg fuldstændig ligelad med hvor mange timer medarbejderne i det offentlige arbejder og hvor mange rygepauser de tager. Det eneste der tæller for mig er, at de leverer de bedst mulige resultater, altså at vi får højest mulig produktivitet og kvalitet.

I USA har en række arbejdspladser indført et system kaldet ROWE, Results Only Work Environment. På en ROWE arbejdsplads holder man fuldstændig op med at måle arbejdstid og det er medarbejderne selv, der bestemmer mødetider, ferietider, fridage, pauser osv. I stedet for at måle på tid, måler man nu på resultater. Hver medarbejder har klare mål og har ansvaret for at opfylde dem, men de disponerer selv 100% over deres tid.

Jeg har haft fornøjelsen af at møde Cali Ressler og Jody Thompson, som står bag ROWE-konceptet, og de fortalte at arbejdspladser der indfører ROWE får mere arbejdsglæde og dermed bliver mere effektive, og fordi arbejdspladsen stoler på, at medarbejderne bruger deres tid rigtigt, udviser medarbejdere på alle niveauer mere ansvar og bruger arbejdspladsens tid og penge optimalt. Læs selv mere på www.gorowe.com.

Den overdrevne fokus på arbejdstid som Skat og andre arbejdspladser nu dyrker, er dybest set udtryk for en industrialdertankegang, hvor der er en lineær sammenhæng mellem arbejdstid og produktion, så jo længere medarbejderne arbejder, jo mere arbejde når de. Danske ledere skal forstå, at på moderne, vidensbaserede arbejdspladser holder den sammenhæng ikke længere.

Det er muligvis en bizar tanke, men hvad hvis vi begyndte at behandle danske medarbejdere som voksne, ansvarlige mennesker, der selv er i stand til at prioritere deres arbejdstid? Det vil føre til mere arbejdsglæde og det vil give bedre resultater.

Denne artikel er oprindeligt bragt som klumme i JyllandsPostens ledelsestillæg. Du kan også høre Alexander fortælle om den samme sag i Radio24syv.

Din mening

Hvad synes du? Skal virksomheder holde stram kontrol med pauser og arbejdstid eller skal medarbejderne have mere frihed? Vil du helst måles og vejes på din arbejdstid eller på de resultater du skaber? Skriv endelig en kommentar – vi vil meget gerne høre din mening.

1 kommentar

Dagens grin

Skrevet af , Jan 03 2012 | Arbejdsglæde

Når man alligevel skal passe sit arbejde, kan man lige så godt gøre det med stil. Som f.eks. denne mand, der laver iste på gaden i Bangkok:

2 kommentarer

10 gode spørgsmål om 2012

Skrevet af , Jan 03 2012 | Arbejdsglæde

Teknisk set er nytår vel bare en dag ligesom alle andre og i det store kosmiske perspektiv er der ingen reel forskel på 31. december og 4. maj. Men rent psykologisk er der alligevel noget ved årsskiftet, der får en til at gøre status over året der gik og sætte mål for året der kommer

Det er også derfor så mange mennesker sætter nytårsforsætter og at fitnesscentrene oplever kæmpe tilgang af nye medlemmer i januar :o)

Og det gør også, at starten på et frisk, nyt år er en god lejlighed til at gøre status over din arbejdsglæde.

Vi har tidligere skrevet en artikel med 10 gode spørgsmål man kan stille sig selv om arbejdsglæden i året der er gået og dem har du her:

  1. Hvad er gået rigtig godt på jobbet for dig det sidste år?
  2. Hvad har du gjort, som du har været stolt af?
  3. Hvem har du gjort en forskel for?
  4. Hvad har du lært af nye ting rent fagligt?
  5. Hvordan har du udviklet dig personligt på arbejdet?
  6. Hvem har hjulpet dig og været der for dig?
  7. Hvem har du beundret arbejdsmæssigt?
  8. Hvad har været et rigtigt skægt øjeblik på jobbet i 2011?
  9. Hvilke 5 ting fra 2011 vil du gerne være fri for i 2012?
  10. Hvilke 5 ting fra 2011 vil du gerne have mere af i 2012?

I år har vi så tilføjet vi 10 spørgsmål om året der kommer:

  1. Hvad glæder du dig til på jobbet i 2012?
  2. Hvordan vil du bidrage til at skabe mere arbejdsglæde for dig selv og andre?
  3. Hvad vil du holde op med at gøre, som er med til at skade din eller andres arbejdsglæde?
  4. Hvad kan du opnå, hvis du får skabt endnu mere arbejdsglæde omkring dig?
  5. Hvad sker der, hvis ikke du gør noget for arbejdsglæden?
  6. Hvad er en lille ting, du kan gøre allerede i morgen?
  7. Hvem kan du alliere dig med, som er med på at gøre noget for arbejdsglæden?
  8. Hvad vil du gerne have, at dine kolleger tænker om dig i 2012?
  9. Hvad vil du gerne have, at dine kunder/klienter/brugere siger om dig i 2012?
  10. Hvorfor er din arbejdsplads et bedre sted i 2012, når du er på arbejde?

Grib et stykke papir og en pen og sæt dig ned og besvar spørgsmålene. Skriv dine svar ned – så virker øvelsen bedre.

Du kan lave øvelsen for dig selv eller I kan sætte jer sammen i afdelingen/teamet og lave øvelsen.

ingen kommentarer (endnu)