Archive for February, 2009

Møder – Juhuuu eller aaaargh?

Skrevet af , Feb 28 2009 | Arbejdsglæde

MøderNår du modtager en mødeindkaldelse til et afdelingsmøde, projektmøde, ledermøde e.l., siger du så “Hurra, endnu et møde – det bliver garanteret sjovt”, eller siger du nærmere “Åh Gud, så skal jeg endnu en gang hælde to timer ud af vinduet!”?

I vores sidste nyhedsbrev tog vi temperaturen på mødekulturen i Danmark med et simpelt spørgeskema.

Du kan se svarene her, og det er mildest talt ikke opmuntrende.

Et par hurtige konklusioner:

  • Over 20% fortæller at de går mere trætte fra møder.
  • Kun 25% gik fra mødet med ny, vigtig information, som de ellers ikke ville have fået.
  • 22% syntes mødet var spild af tid.
  • En tredejedel af møderne skulle slet ikke føre til beslutninger.

Som jeg ser svarene, har ca. en tredjedel af møderne været spild af tid. Deltagerne har ikke lært noget, der blev ikke truffet beslutninger og der kommer formodentlig ikke noget ud af det møde.

Det er ikke helt optimalt :o) Specielt ikke, når møder er blevet så stor en del af arbejdsugen for så mange danskere.

Hvis man skal have gode møder, er der en række helt ufravigelige krav:

  • Der skal være god energi i mødet.
  • Deltagerne skal have en fornemmelse af fremskridt, så man når de rigtige og vigtige ting på mødet.
  • Deltagerne skal være 100% til stede, så man ikke sms’er eller checker emails undervejs.
  • Mødet skal føre til handling. Che Guevara sagde “Ord der ikke følges af handling er meningsløse.” Vi er helt enige.
  • Mødet skal være sjovt, så man har lyst til at gøre det igen.

Mange prøver at skabe bedre møder ved at fokusere på mødeledelsen, f.eks. ved at fokusere på dagsorden, indkaldelse, forbederelse, talerække, referatskrivning osv., og det kan være en god start, men mange har også forsøgt sig med alle de ting uden at møderne er blevet kilde til ret meget arbejdsglæde.

Vi kommer snart ud med et produkt, som giver bedre og gladere møder. Vi har testet produktet i flere forskellige virksomheder og grupper og det får afsindig god feedback. Mere information følger snart – vi regner med at have det i handlen i april.

I mellemtiden er du mere end velkommen på vores gratis gå-hjem-foredrag om bedre møder. Se listen af gå-hjem-møder her.

ingen kommentarer (endnu)

I Southwest Airlines kommer medarbejderne først

Skrevet af , Feb 27 2009 | Arbejdsglæde, Ledelse

Her er en helt fantastisk video med Colleen Barret der taler om ledelse i Southwest Airlines:

Mit favoritcitat fra videoen er dette:

“Den vigtigste prioritet vi har, er vores medarbejdere… Jeg bruger 85% af min tid på medarbejderne og på at yde proaktiv kundeservice til dem… De bruger så til gengæld deres liv på at sørge for at vores næstvigtigste kunder, altså passagererne, føler sig godt tilpas.”

Colleen Barrett er tidligere president i Southwest Airlines, og har været med til at forme deres prioriteter, som er meget klare:

  1. Medarbejdere
  2. Kunder
  3. Investorer

Sådan skal det bare være! For mange virksomheder har valgt en prioritering der hedder:

  1. Investorer
  2. Kunder
  3. Medarbejdere

Og resultatet af det er manglende arbejdsglæde, lavere kundetilfredshed og dermed lavere afkast til investorerne!

Hvordan prioriterer din virksomhed? Hvad betyder det for jeres arbejdsglæde?

3 kommentarer

Brian Laudrup bekender sig til glæden

Skrevet af , Feb 25 2009 | Arbejdsglæde

brian_laudrupDet er kun dem, der virkelig er gennemsyret af glæden og viljen, der kommer til at lave noget sublimt.
- Brian Laudrup

Godt sagt!

Citatet er fra en ny bog med titlen ”Jagten på glæden”, som er skrevet af journalist og tidligere danmarksmester i badminton, Lise Kissmeyer.

Berlingske skriver:

Ifølge Lise Kissmeyer er der ikke tradition for at arbejde målrettet med glæden ved idræt herhjemme. Tværtimod bliver sportsverdenen stadig mere professionel og resultatorienteret, og derfor bør man arbejde med konkrete redskaber til at stimulere glæden, mener hun.

Men også på jobbet og i privatlivet er det vigtigt, at man fokuserer på glæden for at få succes.

Jeg behøver vel ikke at skrive, at jeg er helt 110% fuldstændig enig :o)

ingen kommentarer (endnu)

Bedste visitkort nogensinde!

Skrevet af , Feb 22 2009 | Arbejdsglæde

Min veninde Charlotte arbejder for LEGO, og sidst jeg var derovre, fik jeg hendes nye visitkort. Her er det:

LEGO visitkort

Når LEGO-folk får lavet sådan et visitkort, prøver de at få det til at ligne personen med hår, briller osv… Så meget som en LEGO minifig nu kan ligne et rigtigt menneske :o)

Jeg synes det er en fantastisk måde for virksomheden at brande sig selv med noget overskud og glæde.

Hvordan ser dit visitkort ud? Er det et der spreder overraskelse og glæde… eller ligner bare alle de andre visitkort derude?

Hvis du vil have mere visitkort-inspiration, er der her 51 meget kreative visitkort.

1 kommentar

Bevidst ubekymret

Skrevet af , Feb 20 2009 | Arbejdsglæde

Jeg har haft mange bekymringer i mit liv, de færeste af dem er blevet til nogetbil1

- Mark Twain

Vi kender dem alle sammen. De personer der konstant forventer det værste – og giver udtryk for det. Med ord som “Jamen hvad nu hvis…?” udtrykker de tvivl, usikkerhed, pessimisme og en generelt negativ indstilling. Omvendt er der også de, der altid virker positive og som har et enormt overskud. Det siger oftere “det går nok”, og de forventer oftest det positive, ser med optimisme på tingenes tilstand, og tror på at de kan klare den, at intet ondt vil ramme dem. Jeg ved de – de er rigtigt irriterende ;o)

Jeg tilhører i stadigt stigende grad den sidste gruppe. Sådan har det ikke altid været, og skiftet har taget tid. Men jeg har lært mig, at det oftest både betaler sig at være optimist – og så er det langt sjovere. Studier har i den forbindelse vist, at optimister har mere succes, tjener flere penge, har flere venner – og lever længere. Se f.eks. den meget interessante bog “Learned Optimism” (tillært optimisme) af Martin Seligman. Alexander har i øvrigt anmeldt den her (artikel på engelsk).

I forrige uge blev det med optimismen højaktuelt, da jeg valgte at investere i en ny bil. Investere er måske et vel rigeligt optimistisk ord når der er tale om at jeg kaster gode lønkroner efter et 5 år gammelt, forgængeligt brugsgode med kun 2 sæder, intet anhængertræk og en halvsløj benzinøkonomi, men alligevel… :o)

Jeg kunne have bekymret mig om mange ting her: Vælger jeg nu den rette bil, vil jeg blive ved med at være tilfreds med den, mon den fejler noget, mon der kommer store regninger senere, om mon det overhovedet er klogt at købe nu – hvad nu hvis der sker noget med min indtægt?

Jeg gik positivt og pragmatisk til værks. En god – og bilkyndig – kammerat har rådet mig ved valg af model, ud fra kriterier som kræfter, køreegenskaber, holdbarhed og stil, og jeg var rigtig glad da jeg havde sagt ja til forhandleren. Kammeraten foreslog så i den bedste mening, at jeg fik checket efter hos FDM, eller i det mindste hos en anden forhandler, inden jeg køber den. For en sikkerheds skyld. Straks kunne jeg se besværlighederne tårne sig op, så her var det at jeg valgte bevidst at erstatte nervøsitet og kontrol med optimisme.

Nogle mennesker betaler 400 kroner for at få gjort rent derhjemme, for at slippe for besvær, og for at frigive tid. Jeg har valgt at betale 10.000 mere for en bil købt hos en forhandler, end jeg skulle have betalt ved en privat. Det for at slippe for besvær, mistillid og ekstra kontrol. Jeg tror grundlæggende på, at forhandleren er en godt menneske, med orden i forretningen, og at der selvfølgelig ikke er noget galt med den meget fine bil jeg har købt. Jeg tror også på, at jeg bliver gladere for bilen, fordi jeg tillader mig selv at føle stor tilfredshed over købet, og tro på at det er godt. Naivt? Det vil nogen måske mene, andre kan følge mig når jeg i stedet for mistillid vælger at være bevidst ubekymret. Om noget går galt eller ej afhænger nemlig ikke af mine bange anelse – eller mangel på samme.

Det med at bekymre sig er højaktuelt for tiden, nu hvor aviserne er fulde af overskrifter om finanskrise. For et par dage siden kunne man så på P1 høre professor Niels Holmgren Hansen fra CBS – Handelshøjskolen i København – fortælle, at skønt der blev talt rigtigt meget om krise lige nu, så kunne det ikke helt ses i tallene over danskernes økonomi. Mere specifikt, så havde danskerne ret godt styr på økonomien, vi får stadig vores løn og vi har styr på udgifterne. Men vi er bekymret for naboen…. Et andet sted hørte jeg det sagt, at hvis en pressemeddelse indeholder ordet finanskrise, så stryger den i øjeblikket lige igennem til avisernes redaktioner. Således brugte radioavisen i morges til på denne nyhed: “Bon-Bon Land trodser finanskrisen med en ny vandrutchebane”. Store ting der sker ude i verden :o)

Måske taler vi vel rigeligt om den her krise i øjeblikket. Sammenlignet med hvad du og jeg kan gøre ved det taler vi helt sikkert for meget om det! Måske står det alligevel ikke så skidt til, som det også blev beskrevet i artiklen “Jubii, der er krise!” på epn.dk den 7. februar. I givet fald vil det være super ærgerligt at gå og være bekymret forgæves, så overvej om det ikke var noget i stedet at vælge at være bevidst ubekymret. Og skulle det nu alligevel gå den forkerte vej for min privatøkonomi i disse krisetider, så vil jeg med tanke på mit bilkøb læne mig op af Anthony Robbins udødelige kommentar: “Hvorfor ikke ankomme til dine problemer med stil?” ;o)

Indtil næste blog post: Tag det roligt. Det bliver fantastisk.

ingen kommentarer (endnu)

Hop

Skrevet af , Feb 18 2009 | Arbejdsglæde

Vi fik taget nogle billeder i dag.

De blev gode.

Her er et af dem:

Arbejdsglæde-hopHop! Jon, Lea og Alexander.

Der kommer outtakes fra vores foto-session senere :o)

1 kommentar

Hjæææælp – jeg skal vælge et cover

Skrevet af , Feb 12 2009 | Arbejdsglæde, Happy Hour fra 8 til 16

Min første bog Happy Hour fra 8 til 16 udkommer nu på portugisisk, og jeg har brug for din hjælp. De har sendt mig 3 forslag til coveret, og jeg kan simpelthen ikke vælge.

Her er de tre forslag?

1:
cover3

2:
cover4

3:
cover1

Hvad for en er din favorit – og hvorfor? Skriv en kommentar, jeg vil meget gerne høre din mening.

Du kan læse mere om bogen her. Den er i forvejen ude på engelsk, spansk, kinesisk, hollandsk og dansk.

35 kommentarer

Hvem skaber og hvem dræber energi på din arbejdsplads?

Skrevet af , Feb 12 2009 | Arbejdsglæde

Energi på jobbetBjarne er midt i 40′erne og arbejder i en bank på Fyn. Han er glad for sit arbejde, som han har haft de sidste 4 år, glad for at kunne rådgive kunderne og glad for den gode tone på arbejdspladsen.

Og Bjarne er især glad for sin chef Lone. Ikke fordi Lone er dygtigere, klogere eller hurtigere end så mange andre i banken, men simpelthen fordi Lone altid spreder energi omkring sig.

Hvad enten det er et afdelingsmøde, en frokost eller bare en hurtig snak over en kop kaffe på gangen, går Bjarne altid fra mødet med Lone med en lidt lettere gang, et smil på læben og med mere energi og optimisme.

Lone er simpelthen en energizer.

Energi-dræbere og energi-skabere findes på alle arbejdspladser – altså mennesker som enten giver dig energi, inspiration og et smil på læben eller mennesker som har en fabelagtig evne til at dræne selve livslysten ud af en gruppe.

En undersøgelse foretaget på MIT Sloan Management har nu kigget på energi på jobbet, og fundet frem til nogle vanvittigt spændende pointer – bl.a. at organisationer har et energi-netværk som kan kortlægges og dermed vise hvor energien i en organisation opstår, hvordan den spredes og hvor den forsvinder igen.

“Energi” kan virke some et meget diffust koncept, der er vanskeligt at definere, men undersøgelsen viser at det er et centralt begreb, der har en meget stor indflydelse på vores arbejdsglæde og performance på jobbet.

Energizers, altså mennesker som skaber energi hos andre, er bedre på en lang række områder:

  1. De performer bedre på jobbet.
  2. De er bedre til at bringe deres ideer på banen og få dem gennemført.
  3. De er bedre til at motivere andre – både indenfor og udenfor organisationen.
  4. De bringer det bedste op i dem de arbejder sammen med, så de performer bedre.

Undersøgelsen viser også, hvad der giver os energi, og det sker især i interaktion med andre – altså i møder, samtaler eller uformel kaffesnak. Men ikke alle interaktioner er skabt lige. Dem der giver energi, er:

  1. Interaktioner hvor man skaber en spændende vision. Energi skabes sjældent i samtaler om vores tidligere eller fremtidige problemer, den kommer når man kan være med til at skabe en ny og bedre fremtid.
  2. Interaktioner hvor man kan bidrage meningsfuldt. Vi får energi, når vi føler os hørt og får lov til at gøre en forskel.
  3. Interaktioner hvor deltagerne er 100% engageret. Det dræner energi, når de andre deltagere checker mails eller sms’er midt i mødet.
  4. Interaktioner hvor der sker fremskridt. Det giver energi at rykke på noget og se en udvikling.
  5. Interaktioner hvor håb er en del af ligningen. Når vi tør tro og håbe på, at visionen kan opnås, får vi energi.

Jeg er fuldstændig enig med pointerne i dette studie, og der er vanvittig dejligt at få noget forskningsmæssig bekræftelse på nogle ting, som vi har fornemmet intuitivt.

Så JA – det betyder noget om du oplever energi på jobbet. JA – du gør en positiv forskel hvis du skaber energi hos andre. JA – det er muligt at definere hvilke interaktioner der giver energi, og hvilke der ikke gør. Og mest af alt NEJ – man kan ikke tillade sig at gå rundt og udvise en adfærd der dræber energien i andre. Det koster simpelthen virksomheden på bundlinien.

Der er mange flere spændende pointer i artiklen, bl.a. otte beslutninger du kan tage, som skaber energi. Klik her for at læse den oprindelige artikel fra MIT Sloan Management Review (på engelsk).

Ringer det her en klokke? Oplever du også, at du har kolleger som skaber eller dræber energien omkring dem? Hvordan gør de det?

Hvad med dig selv? Er du en energizer? Hvad gør du, som giver andre energi? Skriv endelig en kommentar til denne artikel – vi vil meget gerne høre din mening!

2 kommentarer

Musik og købeglæde

Skrevet af , Feb 10 2009 | Arbejdsglæde

På McDonalds har det forstået det, og i mange butikker har de forstået det: Musik betyder noget for kundernes glæde, og glade kunder er bedre kunder.

1024757_break_the_bankDe morgenfriske kunne i morges på P1 høre hvordan McDonalds restaurenter gør meget ud af musikken. Til morgenkaffen vil man gerne spille noget rart og rolig musik, for at give dagen en behagelig start. Til frokosttid er der mere energi i musikken, den er mere glad. Hvorfor? Fordi ventetiden opleves kortere til glade toner, såmænd. Til aftentravlheden skifter musikken så nok engang, og nu kan du f.eks. nyde Katy Perry med “I kissed a girl”, en sang med tempo i, og et godt beat. Årsagen: Hvis der er tempo på musikken, så har man kunne vise, at kunderne bliver hurtigere færdige, og så er der plads til de næste gæster :o)

Detailbranchen har også forstået det. Her spiller man i stigende grad musik der gør kunderne glade, da man har fundet ud af at glade kunder er tilbøjelige til at bruge flere penge. Inden du nu i panikangst og finanskriseskælven tager vat i ørene eller slukker for høreapperatet, så husk at det også er vist, som vi har sagt og skrevet mange gange, at glade virksomheder tjener flere penge og – mere vigtigt her – at positive mennesker med et optimistisk udsyn de tjener flere penge. Så måske er det ikke skidt at butikkerne lokker pengene fra glade kunder – vi har råd til det :o)

Alternativt kan du jo tage din iPod med, og selv bestemme soundtracket til din næste shoppetur. Jeg garanterer dog ikke for konsekvenserne hvis du går ud og kigger på ny bil mens du hører “Penge er kun papir” – jeg kom selv grueligt galt afsted på den måde i sidste uge ;o)

ingen kommentarer (endnu)

Arbejdsglæde i ord

Skrevet af , Feb 04 2009 | Arbejdsglæde, Happy Hour fra 8 til 16

Jeg kørte teksten fra min første bog, Happy Hour fra 8 til 16, gennem Wordle – et fantastisk website som kan visualisere en hvilken som helst tekst i en “word cloud” – og her er resultatet:

Happy Hour fra 8 til 16
(Klik på billedet for at se det i fuld størrelse)



Jeg synes det giver et forbløffende præcist billede af, hvad bogen handler om.

Jeg har stjålet lånt ideen fra min ven Stephen Shapiro, som har gjort det samme for sin bog, The Little Book if Big Innovation Ideas.

1 kommentar